Er Universet venligt?, var ifølge Einstein det vigtigste spørgsmål, mennesket kan stille sig selv. Jeg ved ikke, hvad det korrekte svar er. Men jeg ved, at når jeg lever mit liv som om Universet er venligt, som om alt er en form for støtte – også selvom det måske ikke opleves sådan i nuet – Ja, så kommer jeg hurtigt videre, når jeg rammes af modvind.
For sagen er, at du lever et liv der sommetider føles venligt og sommetider fjendtligt.
Jeg tror, at livet bliver lettere, sjovere og mere lærerigt, når du beslutter dig, for at Universet er venligt. Men hvordan gør du så det, når fyringen, skilsmissen, sygdommen eller det skænderi du havde med kæresten – bestemt ikke føles venligt?
I min coaching praksis (og i mit eget liv) bruger jeg konstant tre spørgsmål, der hjælper mig videre, når modvinden sætter ind.
- Hvad skal jeg lære af denne person eller oplevelse?
- Hvad ville kærlighed tænke, sige og gøre lige nu?
- Hvad er indenfor og udenfor min indflydelsessfære?
Lad mig “koge lidt mere suppe” på, hvorfor netop disse tre spørgsmål virker så transfformerende.
Hvad kan jeg lære?
Vi mennesker har et stort behov for, at der er en mening med tingene. At det vi gennemgår, nytter noget. Så snart vi går til spørgsmålet “Hvad kan jeg lære af dette?” så nytter modvinden, også selvom det bare føles frustrerende lige nu. Det bringer dig fra “Det er totalt håbløst” til “Der er potentiale for personlig udvikling”. Når du lærer noget, der kan lette livet fra nu af, så har alt modvinden været det hele værd. Nogle af de største stormvejr jeg har oplevet, har indeholdt de største og dybeste livslektier. Nogle af “universets storme” har bl.a. lært mig, at jeg ikke kan lave om på andre mennesker, der ikke selv ønsker eller formår at ændre sig. At kærlighed virker, og frygt virker ikke. At jeg overlever at blive afvist, at dumpe til eksamen og miste mennesker jeg elsker. At der altid er støttende og kærlige mennesker i nærheden, så længe jeg kigger i den rigtige retning. At jeg ofte først kan se, hvorfor stormen var positiv, når jeg er kommet ud på den anden side af den.
Et eksempel på modvind og læring var mit første år på universitetet. Jeg var virkelig god til at studere på HF og havde ret let ved pensum og eksamener, som jeg som regel kunne snakke mig fra – selv når jeg ikke var dygtig til et fag. Jeg havde fået fortalt af en studievejleder, at jeg skulle vælge det fag på Universitetet, jeg fandt interessant – og ikke nødvendigvis gå efter, hvad jeg ville være, når jeg blev “stor”. Hun sagde, at det vigtige var at komme igang på uni, og først når man var inde for murene, ville det helt rigtige fag dukke op. Jeg valgte Religionsvidenskab og fik så fem til den første mundtlige eksamen jeg var til. WHAT! Jeg havde forberedt mig nat og dag, og sad nu der i lokalet med nogle spørgsmål, jeg ikke kunne svare på. Jeg forstod ikke en brik. Mit indre sludrechatol gik straks igang: “Du er jo slet ikke så klog, som du troede, faktisk er du decideret dum og slet ikke egnet til at studere på universitetet”. Havde jeg overhovedet noget at gøre der, når jeg ikke engang kunne bestå den første eksamen på første år? Det ville jo kun blive sværere her efter. Heldigvis fik jeg 10 til den næste religions eksamen, men min indre dommer havde allerede sat stemplet i panden på mig: “Du er ikke egnet!”. I løbet af sommerferien kom jeg til at tænke på studievejlederens råd om bare at komme igang med at studere på Uni. At det ikke var så vigtigt, at jeg valgte “rigtigt” med det samme, men at jeg først kunne vide, hvad det rigtige var, når jeg befandt mig i miljøet. Hun havde jo ret. Religion var super interessant, men ikke det rigtige for mig. Jeg ville ikke forske eller være gymnasielærer, og det var alt for teoretisk for mig. Vi læste og læste, men lærte ikke, hvordan vi på et tidspunkt kunne formidle vores viden. Jeg har altid først følt, at jeg virkelig har forstået noget, når jeg på en simpel “lige til at gå til” måde, kan formidle det videre til andre. Formidling og noget med at bruge det man læser om i praksis…… – SELVFØLGELIG! Jeg skulle da læse Retorik og ikke Religionsvidenskab. Hvis ikke jeg havde oplevet den modvind det var for mig at få fem til min første eksamen, havde jeg sikkert slet ikke overvejet at ændre mit studie til Retorik. Et studie jeg netop har haft så stor glæde af, da jeg i dag lever af at tilegne mig viden om personlig udvikling og formidle det videre til andre. Universet var venligt, også selvom det ikke føltes sådan til den eksamen.
Hvad ville kærlighed tænke, sige og gøre?
Ifølge det spirituelle/psykologiske skrift “Et kursus i mirakler” så er frygt en illusion og kærlighed sandhed. Det betyder, at frygt blot er et mareridt du kan vække dig selv fra. Frygt føles så virkelig, fordi den gør så ondt. Men husk dig selv på, at frygt på engelsk hedder FEAR. Og det står for False Evidence Appering Real. Det føles virkeligt, men er bare en ond drøm du kan vågne fra ved at spørge dig selv: Hvad ville kærlighed gøre her? Et mirakel er altså intet andet end en indre ændring i din opfattelse af det du ser – fra frygt til kærlighed.
Jeg bruger især det spørgsmål til at bringe mig selv i accept tilstand, når jeg oplever indre kamp og selvkritik. Et migræne anfald er et eksempel på en oplevelse, der nemt kan aktivere frygt hos mig. Tanker som “Åh nej, det bliver aldrig bedre” eller “Hvor er jeg bare en svag Maude fra Matador type”. Det sidste jeg har brug for, når jeg oplever noget hårdt, er at være hård ved mig selv. Når jeg stiller spørgsmålet: “Hvad ville kærlighed tænke, sige og gøre lige nu?” så forsvinder den fysiske smerte selvfølgelig ikke med det samme, men den bliver langt lettere at håndtere. De frygtsomme tanker skiftes ud med medfølende tanker som: “Alt er midlertidigt”. “Jeg accepterer nuet, som det er” “Jeg giver mig selv det bedst mulige med de ressourcer jeg har lige nu”. Når jeg så ligger i sengen med Ipod i ørene, mørklægningsgardiner, åbent vindue og en ispose på panden og accepterer mig selv i alt dette, så lettes smerten. Spørg dig selv, hvordan du ville tale til dit barn eller din bedste ven, hvis de gennemgik, hvad du gennemgår lige nu. Mød dig selv med den dybeste medfølelse og accept. Du er præcis der hvor du skal være lige nu. Hvordan ved vi det? Fordi det er der du er. At skændes med virkeligheden er at leve i frygt – ikke kærlighed. At skændes med det der er lige nu, er at leve i det der føles som et u-venligt univers.
Hvad er indenfor og udenfor min indflydelsessfære?
Universet føles fjendtligt, når vi sætter os mål, der er udenfor vores indflydelsessfære. Når jeg som foredragsholder og coach kommer rundt på danske arbejdspladser, så oplever medarbejdere, der går ned med stress, fordi de fokuserer på det, de alligevel ikke kan lave om. Jeg beder dem om at blive opmærksomme på alle de gange, de bruger ordet “BURDE”. “Det nye IT system burde virke”. “Min kollega burde løse sin del af opgaven, så det ikke går ud over mit forhold til kunderne”. “Min leder burde give mig mere ros”. Med burde føles universet ikke venligt. Sagen er, at vi ikke kan lave om på andre mennesker, der ikke selv ønsker at ændre sig. Og der er rigtig meget, der er uden for vores indflydelsessfære, og bliver ved med at være det, uanset hvor meget vi sladrer, brokker os, råber og skriger. Næste gang du mærker en frustartion, så tag en dyb indånding og giv dig selv lov til at være tilstede i følelsen et øjeblik. Hvorfor er det vigtigt at give dig selv lov til at være tilstede i følelsen? Fordi, det du bekæmper, bekæmper dig. Følelser heales ved at blive følt.
Der efter bringer du dig selv i en rolig tilstand og spørger: Hvad er indenfor min indflydelsessfære i denne situation? Der efter skriver du alle punkterne ned.
Min favorit foredragsholder Psykologen Dr. Doug Lisle siger, at du aldrig skal sætte dig mål, der er unden for din kontrol, fordi det skaber frustration. Når jeg coacher en klient, så fokuserer vi på de mange små indsatser der vil øge sandsynligheden for, at klienten får det job hun søger, eller tjener de penge hun vil eller taber det antal kilo hun vil af med. Men om hun får jobbet, om hun præcis taber et kilo om ugen eller får præcis de antal jobs i kalenderen der giver hende en løn på 1/2 million om året, det er uden for vores totale kontrol. Ofte fokuserer vi så meget på resultaterne, at vi glemmer indsatserne. resultaterne er intet andet end en masse små indsatser, der er inden for din indflydelsessfære. Fokuserer du på de små indsatser der er inden for din indflydelsessfære, så føles universet venligt. Fokuserer du på resultater du ikke har kontrol over, føles universet fjendtligt.
Summa summarum
Jeg aner ikke om jeg har ret i, at Universet er venligt. Fokuserer jeg på al den frygt der er i verden som krige, sult, mishandling af dyr og mennesker – så føles det abslout ikke venligt. Men jeg ved også, at jeg ikke kan bekæmpe ild med ild. At det eneste der virker imod mørke er lys. At det virker for mig at besvare Einsteins spørgsmål: “Er universet venligt?” med et rungende JA. Et ja der automatisk får min coaching hjerne til at arbejde ud fra de 3 spørgsmål.
- Hvad skal jeg lære af denne person eller oplevelse?
- Hvad ville kærlighed tænke, sige og gøre lige nu?
- Hvad er indenfor og udenfor min indflydelsessære?
Tre spørgsmål du kan skrive ned på små¨post its og hænge op på din arbejdsplads og i dit hjem, så du altid har værktøjerme til at skabe et venligt univers – lige ved hånden.
Tak for at du stadig læser med. SÅDAN!!
Vil du have meget mere inspiration til et liv med mere mental, fysisk og følelsesmæssig energi, så se med her:
