Hvad sker der, når vi er stille sammen i et minut?

I disse to episoder af enerGitte TV har jeg besøg af den inspirerende, stille og også meget talende foredragsholder Bastian Overgaard. Ud over at formidle om stilhed via sine foredrag, så har Bastian også en fremragende podcast der hedder TI STILLE!

Den stille mødeleder

Min mand Jørgen er leder hos Seas NVE og indførte små pauser med et minuts stilhed, da han havde hørt Bastians foredrag. Før manglede de tid til møderne, og de introverte kom ikke så ofte til orde. Nu er de færdige med møderne 20 minutter før tid og alle bliver hørt. Som Bastian siger, bliver dette kun en succes, hvis du sætter scenen. Fortæl evt dine kollegaer, at en person taler med ca. 9000 ord i timen, hvilket ca svarer til 22 A4 sider. At ingen kan rumme så mange ord på en gang. At stilhed giver alle mulighed for at fordøje det der er sagt. At stilhed forbinder alle med den væren (den energi vi alle er en del af) der mærkes, når egoet er stille At stilhed ikke kræver andet end at vi er stille i det minut eller de 3 minutter vi har aftalt at være det. Der er intet vi kan gøre forkert. Der er ikke noget bestemt vi skal opnå. Din oplevelse med stilhed er den helt perfekte for dig. 

Send evt dette blogindlæg videre til dine kollegaer og foreslå dem at se de to episoder med Bastian overgaard. På den måde ser de måske større værdi i at være stille sammen.

Når du har galoperende stress

Næste gang du mærker cortisolen stige, så sæt din tlf til at ringe om 1, 2 eller endda hele 3 minutter. Vær bare stille. Bastian ser også stor værdi i mindfullness og meditation, men stilheden har den fordel, at den er så simpel. Der er ikke nogle specifikke regler, og du skal ikke gøre noget bestem, for at gøre det rigtigt. Den største sandhed er ofte at finde i det mest simple.

Den nærværende familie

Jeg kom vildt begejsret hjem og fortalte Jørgen og Laura om alt hvad jeg havde lært om stilhed fra Bastian. Mig: “Skal vi prøve at være stille sammen…bare et minut?”. Laura: “Så er jeg mere interesseret i at jeg snakker et minut, hvor I er helt stille”. Senere på aftenen forsøgte jeg med mit forslag igen, og denne gang gjorde vi det så. Jeg tror det skal forsøges et par gange, når man har en datter der lige er fyldt 13 år, men jeg giver ikke op. 🙂 Hun brød stilheden inden der var gået et minut, da hun ikke kunne lade være med at grine af vores hund, der fjollede rundt med sit legetøj. Det forstår jeg nu også godt 🙂 

De fleste familier er i underskud af nærvær, og hvis vi kan sætte tonen og skabe nærvær en helt aften ved at være stille 1 minut inden eller efter middagsmaden, så er det virkelig en simpel, gratis og effektiv investering i familiens velvære.

Det vil jeg gøre anderledes

  • Fremover vil jeg foreslå at min tv gæst og jeg er stille sammen 1 minut før optagelserne går igang. 
  • Når jeg har et cafe møde, om det er forretning eller privat, så vil jeg foreslå at vi er stille sammen et minut. 
  • Jeg vil være stille med Jørgen og Laura et minut hver aften.
  • Når jeg går mine 10.000 skridt om dagen i naturen, vil jeg være stille (Ikke lytte til podcast og lydbøger eller tale i tlf.) minimum 10 minutter af gåturen. 
  • På mine foredrag og heldagskurser vil jeg indføre 1 minuts stilhed sammen for hver time, jeg taler. 

Summa summarum

Når vi er stille sammen, skaber vi nærvær, og alle har godt af at komme i kontakt ren væren. Vi er trods alt ikke human doings men human beings.