Frygten tager overhånd – Hvad gør jeg som mor?

Jeg fik en mail der berørte mig dybt, som jeg har forkortet her, og som jeg tænker, andre vil kunne spejle sig i.

X skriver

Jeg “studerer” selv EKIM og  er udfordret med frygt. Jeg har to voksne sønner, og min ældste søn har en medfødt hjertefejl og skal snart gennemgå en opperation. Min yngste søn har angst og depression og har haft to indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Jeg er plaget af frygt for at de skal dø eller “bare” at de ikke får det bedre. – Og, ind imellem er jeg i fred og ved, at alt er godt. Kunne du evt. i dine mandags mirakler tale om hvad der sker og hvordan man bedst hjælper sig selv, når frygten tager overhånd. Kærligst X

frygten overmander

Jeg er virkelig ked af, at du skal opleve så stor en smerte. Intet er mere smertefuldt end, når vores børn ikke trives, og en mor er aldrig gladere end sit barn. Det er en hård periode og dine sønner får det bedre igen – husk det. Hold i din vision at de er omringet af kærlige mennesker, der gør hvad de kan for at støtte og heale. Om det er lægerne, familiemedlemmer, venner, eksperter – så er der et team der bakker op, også når vi føler vi står med det hele alene.

Selvom Et Kursus i Mirakler lærer os, at kun Kærlighed er virkelig og frygt er en illusion, så føles frygten ekstrem virkelig, når den først har et kraftigt tag i os. Alligevel kan Kurset hjælpe os til at finde ind til en følelse af fred midt i, hvad der udefra set ligner kaos.

Her får du tre steps til at skabe et mirakel, når du er bekymret for dem du elsker:

  1. Giv slip på alle former for bebrejdelse. Uanset hvem vi er, så gør vi alle det bedste vi kan, med de ressourcer vi har i nuet. Vi kan ikke vide, hvilke livspensum en anden har, og vi kan ikke lave om på andre end os selv.  Egoet har travlt med at skyde skyld på nogen eller noget, når der opstår situationer vi ikke selv ville have valgt.
  2. Kurset siger, at kun de øjeblikke, hvor der har været udtryk for kærlighed, har været virkelige. Dvs. at alle de gange der har været udvekslet hårde ord, frustration eller håbløshed blot har været en illusion. Et mareridt vi kan vække os selv fra. Jeres sande relation er hverken sygdom, angst eller depression – den er ren kærlighed. Og den sande relation til dig selv, er også kun når dine tanker er i samklang med kærlighed.
  3. Uanset hvor meget den situation vi er i er uden for vores indflydelsessfære, kan vi altid vende den fra frygt til kærlighed i det indre via vores tanker. I Kurset findes en bøn der lyder: “Lad mig være sandt hjælpsom”. Egoet tror, det er hjælpsom ved at bekymre sig. At være Sandt hjælpsom betyder her at se den man elsker som værende fuldstændig kærlighed – som værende fuldkommen helbred. Dine sønner ER ikke hjertesygdom, angst eller depression. De er kun kærlighed og intet andet. Der er forskel på at se og på vision. At se betyder at se via egoet. Vision betyder at se sandheden. Hvilket lille step kan jeg tage for at lindre, lette eller løfte mig selv og den jeg elsker i denne situation? Jeg har en bøn der lyder: “Jeg skal nok tage følgende trin for at lindre, lette eller løfte – og så overgiver jeg resten til dig”.
Mirakler er bare tanker
Mirakler er ikke andet end åndelige og kærlige tanker.

Opsummering af de 3 trin er:

  1. Slip bebrejdelse
  2. Se hvad der er sandt i situationen eller personen
  3. Spørg hvad du kan gøre for at lindre, lette eller løfte lige nu og fokuser på det trin du er på nu.

Jeg sender healende tanker med ønske om god bedring til dine sønner og dig. Jeres potentiale for healing er uendelig mange gange større end “sygdommene”.

Jeg kan selvfølgelig kun dele et par ekstremt korte tips her på siden. Ønsker du et længere personligt forløb med mig, tilbyder jeg telefon coaching. Og kunne du tænke dig at tage et kursus, hvor og hvornår det passer dig, så tilbyder jeg Online Kurset “Du kan ikke hælde fra en tom kande” der giver dig værktøjer til at tage vare på dig selv, når du befinder dig i en svær livsperiode. Du kan se mere her.