Vi holder sommerferie i sommerhuset, hvor vi i går havde et vennepar på besøg. Samtalen faldt bl.a. på “De fire leveregler” af Don Miguel Ruiz, og vi diskuterede, om man helt kan lade være med at tage andre menneskers meninger om en personligt.
Lyt med til onsdags-podcast i iTunes eller på youtube.
En ting er at læse og forstå med intellektet, at jeg ikke kan tage din mening om mig personligt. Hvad du synes om de ting jeg gør, er noget der foregår inde i dit hoved, og hvad jeg synes om de ting du gør, foregår inde i mit hoved. Hvad jeg synes om dig har ikke noget med dig at gøre. Det har selvfølgelig noget med mig at gøre. Har du været sammen med ti mennesker i dag, findes der ti meninger om dig. Har du været sammen med tyve mennesker i dag, findes der tyve meninger om dig. Hvem har ret? Det synes alle ti eller tyve individer at de hver især har.
Da jeg første gang læste om levereglen “Tag ikke noget personligt” øvede jeg mig i det, og blev alligevel ked af det, når nogle smed kritik i min retning. Hvorfor kunne jeg ikke bare gøre det, der stod i bogen? Hvorfor blev jeg stadig ked af det? Fair nok, jeg blev bedre og bedre med tiden, og hvor jeg tidligere kunne være flere dage om at komme mig over kritik, var jeg nu få timer eller minutter om det.
Hvad er evolutionær psykolgi? Evolutionær psykologi fokuserer på, hvordan bestemte adfærdsmønstre hos mennesket har udviklet sig som følge af, at de har givet menneskearten særlige fordele i dens tilpasning til miljøet.
Først da jeg begyndte at studere evolutionær psykologi fik jeg en a-ha oplevelse angående ikke at tage noget personligt. For sagen er nemlig, at menneskets psykiske gener ikke er designet til at være glad og lykkelig. De er designet til at overleve og reproducere. Når vi ser på, hvorfor vi er i stand til at mærke dalende og stigende selvtillid, så giver det pludselig mening. For det er meningen at mit selvtillidsbarometer skal stige, når jeg får positiv feedback fra mit ydre publikum. Stigende selvtillid signalerer, at jeg foretager mig noget, der øger min sandsynlighed for at være en del af gruppen. Stod individet uden for gruppen, risikerede det nemlig at dø. Foretager jeg mig noget, der resulterer i negativ feedback, er det meningen at mit selvtillidsbarometer skal dale (og jeg har den ubehagelige følelse af at tage kritikke personligt aka dalende selvtillid) så følelsen signalerer, at jeg skal gøre noget andet, så jeg igen kan komme ind i gruppen.
Så ja, du kan undgå at tage andres ord om dig personligt, men det kræver, at du kan overvinde dine psykiske gener, hvilket er ekstremt svært. Derfor tror jeg den bedste måde at træne “ikke at tage noget personligt” er, at møde dig selv med ekstrem medfølelse, når du møder kritik. At tale så kærligt til dig selv, som du ville tale til et barn du elsker. At møde “ked af det” følelsen med total accept. Istedet for at gøre dig selv forkert, fordi du tog kritikken personligt, (selvom du har læst bogen masser af gange) så accepter, at du føler dig ramt. Sig til dig selv: Selvfølgelig bliver du ked af det, når nogle kritiskerer det du gør. Det er naturligt, og det er bare dit nervesystem der gør sit arbejde. Mød følelsen med kærlighed via tre simple steps.
- Tillad dig selv at være nærværende i følelsen af “ked af det hed” og mind dig selv om, at du intellektuelt forstår, at du i virkeligheden ikke kan tage noget personligt. (Det ved dine følelser ikke)
- Spørg nu dig selv: Hvad kan jeg evt. lære af kritikken? Og hvad har jeg bedst af at give slip på?
- Skab medfølelse med dig selv ved at tage de tre andre leveregler i brug. Spørg dig selv: Var jeg ren i mit ord? Huskede jeg at stille spørgsmål, istedet for at formode? Gjorde jeg det bedste jeg kunne, med de ressurcer jeg havde?
Når du tilader dig selv at være 100% tilstede i en følelse uden at gøre dig selv forkert pga. følelsen, så vil den som oftest forsvinde i løbet af et minut eller to.
Summa Summarum:
I min optik er det ekstremt svært at nå der til, hvor jeg er totalt ligeglad med hvad andre siger om mig. Jeg kan blive bedre til at bearbejde det hurtigere, lære af det og give slip på det, der skal slippes. Men at nå dertil, hvor jeg slet ikke mærker en følelsesmæssig reaktion, når en person kritiserer mine handlinger – det kræver godt nok en bevidst indsats om at overvinde mine psykiske gener. For mig virker “De fire leveregler” bedst, når jeg møder mig selv i den dybeste medfølelse og rummelighed. Når jeg erkender, at jeg ikke altid er ren i mit ord, at jeg ikke altid stiller spørgsmål istedet for at formode, at jeg stadig bliver ramt af andres kritiske ord- og jeg ikke altid gør alt godt, men at jeg gør det bedste jeg kan med de ressourcer jeg har. Så Ja tak til “De fire leveregler” inklussiv en stor portion medfølelse. Når jeg har medfølelse overfor mig selv, har jeg det nemlig også overfor andre. Og vi er alle udstyret med et selvtillidsbaromter der går op og ned i takt med den feedback vi modtager fra vores indre og ydre publimum, uanset hvor belæste vi er i “De fire leveregler”.
Mere inspiration
Oplev 22 gratis foredrag i Kbh hos MBK den 18 aug.
