Måske ved du allerede, at min største udfordring i livet er migræne. 90% af tiden formår jeg at være positiv og håbefuld i forhold til healing af dette, og jeg gør ALT hvad jeg kan.
Men i torsdags havde jeg en ordentlig tudetur. Jeg hulkede, imens Jørgen forsøgte at trøste mig med, at vi er igang med at forsøge forskellige ting, og det skal nok blive bedre. Men jeg hulkede videre:
“Jeg er SÅ træt af at kæmpe. Det føles som at være på kålsuppekur og tage 5 kg på. Jeg prøver og prøver, og hører om andre der får gode resultater, men hos mig bliver migrænen bare ved. For første gang i lang tid, er jeg oprigtig bekymret for, om det nogensinde bliver bedre”
Om fredagen var jeg så til en pigekomsammen hos en veninde i Holbæk. Vi lagde Tarotkort. Og så var det synkroniciteten indtraf. Om kortene er tilfældige eller ej, ved jeg ikke med sikkerhed. Men sagen er, at jeg fandt trøst og vejledning.
(C.G. Jung: synkronicitet er meningsfulde og ikke tilfældige forbindelser mellem hændelser, der ikke er forbundne kausalt)
Jeg trækker kortet bekymringer. Teksten der hørte til kortet passede fuldstændigt til mine følelser fra dagen før. Følelser jeg faktisk har haft i et par uger nu. Jeg talte i telefon med min veninde Karen Marie Lillelund for en uge siden, og hun spurgte: Er der noget i vejen Gitte? Du har en lille stemme. Jeg fortalte, at jeg er træt i øjeblikket. Træt af at bekymre mig om migræne. Træt af migræne. Træt af at være disciplineret og alligevel ikke at opnå resultater.
I teksten til bekymringer står der så, at jeg skal trække et kort til, der vil hjælpe mig videre. Og hvad trækker jeg? Yep….Våbenhvile.
Jeg går til den oplevelse af synkronicitet, som jeg går til alle oplevelser i mit liv. Med spørgsmålet: Er der noget her, jeg kan lære noget af?
Jeg har lyttet til mange timers Abraham/Hicks i weekenden på youtube, og har bevæget mig op af den følelsesmæssige energi-stige fra Bekymret til håbefuld. Jeg giver mig selv lov til at slappe af, og da jeg fik adgang til følelsen HÅBEFULD, mindede Jørgen mig om, hvor positive resultater jeg havde, da jeg var med i et 13 måneder forsøg med forebygende medicin på Glostrup hovedpine klinik. En gang om måneden fik jeg en indsprøjtning med et antistof til CGRP, hvilket man mener er det, der giver migrænikere migræne. Medicinen er ikke på markedet endnu, men der kommer måske kun til at gå et år, inden det sker. Der er håb forude, og indtil da, er mit arbejde ikke at blive ved med at kæmpe. Mit job er at dyrke alt det der gør mig glad. At fokusere på sundhed, glæde og styrke. Ikke migræne, bekymringer og håbløshed.
Jeg lader freden fylde mig.
Jeg følger min krop og sinds behov for hvile.
Jeg giver slip på enhver tanke der ikke tjener mig.
Min største udfordring er stadig migræne. Men jeg er gået fra bekymring til våbenhvile, og derfor er mit fokus skiftet fra at slå på tromme for migræne, migræne, migræne. Til konstant at gå efter: Hvad ville føles lidt bedre nu? Og så gå efter glæden.
