Når jeg underviser i præsentationsteknik ser jeg de samme ti “fejl” igen og igen.
Fejl 1: Du går på scenen med fokus på dig selv – ikke på dit publikum
Mig. Mig. Mig.
Du går på scenen med tanker som:
“Bare de synes, jeg er dygtig”
“Jeg håber, de kan lide mig“
“Bare jeg ikke dummer mig“
Hvis du kan genkende det, er du langt fra den eneste.
Det gør dig ikke egoistisk. Det gør dig menneskelig.
Problemet er bare, at jo mere opmærksom du bliver på dig selv, desto mere nervøs bliver du.
Du begynder at vurdere dig selv, mens du samtidig forestiller dig, at publikum gør det samme.
Og så går stenalderhjernen i alarmberedskab.
Den tror, at hvis gruppen afviser dig, er du i livsfare.
Pludselig er kamp-, flugt- eller frysresponsen aktiveret. Hjertet hamrer. Munden bliver tør. Og sveden løber ned ad armhulerne.
De bedste talere gør noget helt andet.
De går på scenen med ét spørgsmål:
Hvad er jeg her for at give?
Ikke:
“Hvad kan jeg få?”
Men:
- Hvad skal publikum gå herfra med?
- Hvad er deres W.I.I.F.M. – What’s In It For Me?
- Hvad kan gøre en reel forskel for dem?
Og publikum kan mærke, om du står der for at imponere dem, eller om du står der for at hjælpe dem.
Om du er der for at få noget fra dem – eller give noget til dem.
Så næste gang du skal holde et oplæg, så lad være med at spørge dig selv:
“Hvordan klarer jeg mig?”
Spørg i stedet:
“Hvad er jeg her for at give?”
Det ene spørgsmål kan ændre både din nervøsitet, din gennemslagskraft og den oplevelse, publikum går hjem med.
Fejl 2: Du starter med information – i stedet for at skabe bid
“Hej, jeg hedder…”
“I dag skal vi tale om…”
“Toiletterne ligger nede ad gangen…”
Hvis du starter sådan, er der en stor risiko for, at du mister publikum, allerede inden du er kommet rigtigt i gang.
Ikke fordi der er noget galt med informationen, men fordi information ikke skaber bid.
For mange år siden deltog jeg på et amerikansk speakerkursus.
De allerførste ord, underviseren sagde, var:
“Put something on fire!”
Vi kiggede alle forvirret på ham.
Selvfølgelig mente han ikke, at vi bogstaveligt skulle sætte ild til noget.
Han mente:
Sæt publikums nysgerrighed i brand.
Få dem til at læne sig frem.
Få dem til at tænke:
“Hov… det her vil jeg høre mere om”
Du skal med andre ord skabe bid fra første sekund.
Det kan du gøre på mange måder.
En historie, et overraskende spørgsmål, et citat, en rekvisit, en øvelse, en joke eller
en provokerende påstand.
Kort sagt: Noget, der vækker nysgerrighed, før du giver information.
For når først publikum er nysgerrige, vil de også gerne vide, hvem du er.
Men de bliver sjældent nysgerrige, fordi de ved, hvad du hedder.
Så næste gang du skal holde et oplæg, så spørg dig selv:
Hvad er det første, jeg kan sige eller gøre, som får publikum til at læne sig frem?
Få først bid.
Bagefter kan du roligt sige:
“Hej, jeg hedder…”
“I dag skal vi tale om…”
“Toiletterne ligger nede ad gangen…”
For de første 30 sekunder afgør ofte, om publikum lytter af pligt, eller fordi de simpelthen ikke kan lade være.
Fejl 3: Du tror, at forståelse er nok
Jeg har hørt rigtig mange oplæg gennem årene. Nogle af dem har været spækket med viden, forskning og gode argumenter. Alligevel har de ikke flyttet mig én centimeter.
Ikke fordi oplægget var dårligt, men fordi det aldrig ramte mig.
Det er en fejl, jeg ser igen og igen, når jeg underviser i præsentationsteknik.
Mange bruger næsten al deres energi på at gøre deres oplæg logisk og overbevisende. Og det skal de selvfølgelig også. Problemet er bare, at mennesker sjældent ændrer adfærd, fordi de har fået ét argument mere. De ændrer adfærd, når de både forstår budskabet (logos), finder taleren troværdig (etos) og kan mærke, hvorfor det er vigtigt (patos).
Jeg kunne for eksempel holde et oplæg om feedback og vise en masse forskning, modeller og statistikker. Det ville være et godt logos-oplæg.
Men hvis jeg i stedet fortæller om den leder, der med én enkelt kommentar fik en dygtig medarbejder til at tvivle på sig selv i flere år, så sker der noget andet i lokalet. Nu er det ikke længere bare en model. Nu får emnet et ansigt.
Det er det, patos kan.
Og nej, patos handler ikke nødvendigvis om at få folk til at græde eller grine.
Det handler om at få dem til at føle noget. At de bliver nysgerrige, genkender sig selv, bliver overraskede eller måske tænker: “Av… den ramte”.
Aristoteles beskrev allerede for over 2.000 år siden de tre appelformer:
Etos er din troværdighed. Tror publikum på dig?
Logos er din faglighed. Giver det, du siger, mening?
Patos er de følelser, du vækker. Er der noget, der rammer hjertet – og ikke kun hjernen?
Jeg oplever faktisk, at de fleste allerede er ret gode til logos. De har styr på deres stof.
Det, de mangler, er etos og patos.
Så næste gang du forbereder et oplæg, så spørg ikke kun:
“Hvad skal publikum vide?”
Spørg også:
“Hvor i mit oplæg får de lyst til at gøre noget anderledes?”
For det er forskellen på et oplæg, der bliver forstået, og et oplæg, der bliver følt og husket.
Fejl 4: Du forventer, at publikum bare lytter
Jeg ved godt, det lyder lidt provokerende.
Men de fleste mennesker er virkelig ringe til bare at sidde stille og lytte.
Vi lever i en tid, hvor vi er vant til at scrolle, klikke, svare på beskeder og blive afbrudt hele tiden. Derfor er det naivt at tro, at et publikum kan sidde passivt og være fuldt koncentreret i 45 eller 60 minutter.
Det betyder ikke, at de er uinteresserede, men det betyder, at de er mennesker.
Derfor er en af de vigtigste opgaver for dig som taler at få publikum med – Ikke bare mentalt, men aktivt.
Stil et spørgsmål.
Bed dem række hånden op.
Lad dem vende sig mod sidemanden i to minutter.
Få dem til at tænke, tage stilling eller dele en oplevelse.
Jeg plejer at sige, at et godt foredrag ikke er en monolog.
Det er en samtale, hvor kun én har mikrofonen.
Og jo mere publikum bliver involveret undervejs, desto større er sandsynligheden for, at de husker budskabet og bruger det, når de kommer hjem.
For information skaber ikke nødvendigvis forandring.
Det gør involvering til gengæld.
Vi husker bedst det vi lærer, når vi føler os involveret og underholdt i processen.
Fejl 5: Du fortæller – men tænker ikke i storytelling
På retorikstudiet havde jeg en underviser, som sagde noget, jeg aldrig har glemt:
“Tell a story. Make a point”
I dag tror jeg faktisk, det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået.
Faktisk plejer jeg for sjov at sige til mine kursister på præsentationsteknik, at de burde få det tatoveret.
Så vigtigt synes jeg, det er.
Jeg oplever nemlig, at mange fortæller os, hvad de lærte, men de glemmer at fortælle os, hvordan de lærte det.
En god historie har noget på spil. Noget, vi håber eller frygter. Måske står du med dumpet eksamen. Måske har du lige mistet dit job. Måske skal du til at sige noget, der kan ændre alt.
Det er spændingen, der får os til at lytte.
En god historie har også en enkel struktur.
- Først møder vi personerne, stedet og situationen.
2. Så kommer klimaks. Det øjeblik, hvor noget er på spil.
3. Og til sidst pointen. Moralen.
Hvad lærte du? Hvad skal vi andre tage med os?
Lad være med bare at fortælle historien.
Spil den.
Brug direkte tale.
Tag os med ind i øjeblikket.
Sig ikke:
“Jeg stod foran hospitalet.”
Sig:
“Jeg står foran hospitalsindgangen med svedige håndflader, og det eneste, jeg kan tænke, er…”
Så er vi der sammen med dig.
Så… tell a story. Make a point.
Fejl 6: Du glemmer, at kroppen også taler
Jeg lærte meget om præsentationsteknik ved at gå til dans.
Vores danselærer kiggede en dag på os og sagde:
“Hvordan ville I gå ind på gulvet, hvis det var sejersdansen, I skulle danse?”
Det spørgsmål har jeg taget med mig lige siden.
For den måde, du går ind i et rum på, fortæller noget om dig, længe før du har sagt det første ord.
Derfor er dit kropssprog ikke bare pynt. Det er en del af dit budskab.
Hvis du fortæller, at du brænder for dit emne, men står helt stille med armene ned langs siden og blikket rettet mod gulvet, så tror publikum ikke på ordene. De tror på kroppen.
Det betyder ikke, at du skal spille skuespil eller lære en masse kunstige håndbevægelser.
Dit kropssprog skal bare understøtte det, du siger.
Tag plads i lokalet.
Stå solidt.
Gå frem mod publikum.
Lad dit ansigt vise det engagement, du taler om.
Brug dine hænder (illustrators), når de understøtter din pointe.
Kort sagt: Lad kroppen tale samme sprog som dine ord.
For publikum lytter ikke kun med ørerne.
De lytter også med øjnene.
Fejl 7: Du prøver at sige for meget
Det er en af de fejl, jeg ser oftest, når jeg underviser i præsentationsteknik.
Man ved en masse om sit emne og tænker:
“Hvis jeg nu lige får den model med… og den undersøgelse… så bliver oplægget endnu bedre.”
Men der sker ofte det stik modsatte.
Publikum kan ikke huske det hele.
Det sværeste ved at holde et godt oplæg er derfor ikke at finde mere indhold.
Det er at vælge fra.
Kill your darlings!
Et godt oplæg handler ikke om at tømme sit eget hoved.
Det handler om at fylde publikums.
Derfor stiller jeg altid kursisterne det samme spørgsmål:
Hvis dit publikum kun måtte huske tre ting i morgen – hvilke tre skulle det så være?
Alt det, der ikke bringer dem tættere på de tre ting, skal du have modet til at skære væk.
For hver gang du siger ja til én pointe mere, risikerer du, at publikum husker én pointe mindre.
Når du siger mindre, giver du publikum mulighed for at huske mere.
“Jeg har gjort dette brev længere end sædvanligt, fordi jeg ikke har haft tid til at gøre det kortere”, Blaise Pascal
Fejl 8: Du taler til dine noter – ikke til dit publikum
Jeg møder mange kursister, som er bange for at glemme, hvad de skal sige. Derfor skriver de alt ned, og når de så står foran publikum, sker der noget lidt pudsigt.
De holder nærmest foredrag for deres eget manuskript.
Jeg kan godt forstå det. Dine noter føles trygge. De afbryder dig ikke, ser ikke skeptiske ud, og du risikerer ikke, at de stiller et svært spørgsmål.
Men kontakten til publikum forsvinder.
Du må hjertens gerne skrive et helt manuskript, når du forbereder dig. Det gør jeg faktisk også nogle gange. Men når du skal holde oplægget, så skær dine noter ned til få stikord.
Ét eller to ord skal helst være nok til at aktivere historien eller pointen inde i dit hoved. Hvis der f.eks. står “hospitalet”, ved du, hvilken historie du skal fortælle. Står der “feedback”, ved du, hvilken pointe der kommer bagefter.
Noterne skal hjælpe dig med at huske, hvad du vil sige – ikke bestemme præcis, hvordan du skal sige det.
Og brug ALDRIG din telefon som noteskort.
Jeg ved godt, at dine noter ligger lige dér, og at det virker nemt. Men hver gang du kigger ned på telefonen, skaber du afstand til dit publikum. De ved jo heller ikke, om du læser noter, tjekker en sms eller lige ser, hvor mange likes dit seneste LinkedIn-opslag har fået.
Brug små kort med stikord, hvis du har brug for noter og husk at skrive nr på hvert kort.
For jo mere du tør slippe manuskriptet, desto mere kan du være til stede i rummet.
Dine noter skal hjælpe dig med at huske dit oplæg. De må aldrig få dig til at glemme dit publikum.
Fejl 9: Du er bange for stilheden
For nogle år siden interviewede jeg Bastian Overgaard, som underviser i noget så usædvanligt som stilhed.
Han fortalte mig noget, jeg aldrig har glemt.
Vi taler cirka 150 ord i minuttet. Hvis du holder et oplæg i en time og bare taler derudad, svarer det til, at du hælder cirka 9.000 ord eller 22,5 tætskrevne A4-sider ind i hovedet på dit publikum.
Og så undrer vi os over, at de ikke kan huske, hvad vi sagde.
Problemet er, at mange talere er bange for stilheden. Tre sekunders pause kan føles som tre kvarter, når man selv står deroppe, og derfor fylder vi den ud med øh, æh og “hvad er det nu, det heeeedder”.
Men prøv at holde mund i stedet.
Stop. Træk vejret. Kig i dine noter. Tag en tår vand. Du oplever det måske som en pinlig pause, men dit publikum oplever højst sandsynligt bare en taler, der hviler i sig selv.
Du kan også bruge stilheden helt bevidst i dit oplæg.
Jeg har f.eks. flere gange lagt to minutters stilhed ind mellem to emner. Jeg sætter simpelthen en timer, og nej, vi skal ikke meditere, tale med sidemanden, skrive tre ting ned eller lave en refleksionsøvelse.
Vi skal bare være stille sammen.
Første gang kan det føles lidt mærkeligt, men der sker noget interessant. Det, vi lige har talt om, får lov til at lande. Publikum får tid til at tænke deres egne tanker, og når de bagefter stiller spørgsmål, er det ofte nogle virkelig gode spørgsmål.
Så næste gang du har sagt noget vigtigt, så lad være med straks at skynde dig videre.
Hold mund.
Stilheden er ikke et tomrum i dit oplæg.
Det er dér, dit budskab lander.
Fejl 10: Du lader dit oplæg sive ud
“Nå… men det var vist det”
“Jeg ved ikke, om der er nogen spørgsmål?”
“Ellers vil jeg bare sige tak for i dag”
Jeg hører alt for mange gode oplæg slutte på en svag måde.
Og jeg forstår det simpelthen ikke.
Du har måske brugt flere uger på at forberede dit oplæg. Du har fået bid, fortalt historier, involveret dit publikum og givet dem ny viden.
Og så lader du det hele sive ud mellem fingrene på dig de sidste to minutter.
Din afslutning skal være lige så gennemtænkt som din begyndelse.
Du kan f.eks. lave en full circle og vende tilbage til den historie, det spørgsmål eller den rekvisit, du begyndte med. Publikum elsker, når du binder en sløjfe på oplægget, og noget fra starten pludselig får en ny betydning.
Du kan også slutte med en helt konkret opfordring.
Hvad vil du have publikum til at gøre anderledes, når de går ud ad døren?
Ikke om et halvt år.
I morgen.
Eller måske allerede i dag.
For et godt oplæg slutter ikke, når du forlader scenen.
Det slutter først, når dit publikum begynder at handle anderledes.
Så lad være med at lade dit oplæg sive ud.
Slut, så de kan mærke, at du er færdig. Og giv dem noget at gå ud ad døren med.
Summa summarum
Når jeg ser tilbage på de bedste talere, jeg har oplevet gennem årene, er det sjældent deres PowerPoint, deres perfekte formuleringer eller deres imponerende CV, jeg husker.
Jeg husker, hvordan de fik mig til at føle.
Jeg husker den historie, der satte sig fast. Den sætning, jeg skrev ned. Det spørgsmål, jeg blev ved med at tænke over bagefter.
Og måske er det i virkeligheden det vigtigste af alle de 10 råd.
Et godt oplæg handler ikke om, at du skal være perfekt.
Det handler heller ikke om, at publikum skal gå derfra og tænke:
“Hold da op, hvor var hun klog”
Jeg vil meget hellere have, at de tænker:
“Det dér skal jeg hjem og gøre noget ved”
Så inden du går på scenen næste gang, så vend tilbage til det spørgsmål, vi begyndte med:
Hvad er jeg her for at give?
Få bid. Tal til både hjernen og hjertet. Involver dit publikum. Fortæl historier. Brug hele kroppen. Skær ind til benet. Se på dem. Hold mund indimellem.
Og når du så er færdig…
…så lad være med at sive ud.
PS. Vil du have mig ud på din arbejdsplads og holde foredrag eller kursus?
Så ring til mig på 20 23 23 31 og hør mere.
