Hver onsdag poster jeg en video på facebook, hvor jeg så skriver lidt tekst til her i bloggen.
Dagens video er: Hvem kan du ændre? Og handler om, at vende blikket indad, i stedet for at pege på den anden.
Da jeg i går så “Gift ved første blik” brugte jeg episoden med Birgitte og Martin som eksempel på en kvinde, der ville lave om på sin mand.
Selvom bloggen var venligt skrevet, og jeg stadig står inde for budskabet om rummelighed og fordelene ved at elske hinandens forskelligheder, i stedet for at forsøge at lave hinanden om, så slettede jeg den.
Hvorfor?
Fordi jeg, set i bakspejlet, skulle have formidlet mit budskab uden at bruge to mennesker fra “Gift ved første blik” som eksempel. To mennesker som jeg dømmer ud fra, hvad jeg så på tv. Og hvem siger, at jeg har sandheden?
Da nogle af kommentarene inde på facebook var ukærlige overfor Birgitte, tænkte jeg “Åh nej, min hensigt var slet ikke, at det skulle komme så vidt”. Min hensigt er altid at formidle emner om personlig udvikling på en positiv og ikke fordømmende måde. Gerne på en måde der inspirerer til debat, men ikke på en måde, hvor det bliver personligt og nogle kan ende med at blive kede af det. Og jeg vil ikke have ukærlige bemærkninger stående på min facebookside.

Birgitte skrev selv under kommentar inde på min facebook:
“Fortæl mig lige hvornår jeg dog skulle have forsøgt at lave Martin om ???? har du ikke set programmet han spiste og nippede for kameraernes skyld og siger selv at gøre mig tryg. Jeg vil da aldrig i mit lange liv lave om på folk ….sikke noget vås og læs lige denne netop udkommet artikel.
Kære Birgitte.
Jeg undskylder min overskrift, og det at jeg brugte dig og Martin som eksempel. Kun du ved, hvad der sker inde i dig, og hvad din hensigt var med de ting du sagde i programmet. Da du skrev, at det var noget vås, tænkte jeg “Er der noget, jeg kan have misfortolket?” Og jeg så derfor igen de to episoder, du er med i. Måske er det klippet på en måde, hvor du fremstår domminerende i mine øjne. Men det er jo ikke nødvendigvis det samme, som at du vil lave ham om.
Jeg synes “Gift ved første blik” er vildt interessant, og afføder helt sikkert en masse gode samtaler ude i stuerne. Modigt at stille op.